Side 2 af 2
Situationer
Skemaet aktiveres, når du skal præstere. Det manifesterer sig i faglige situationer, men også i seksuelle. Dit centrale tema er, at jeg er ikke god nok til at præstere. Det mindreværdige barn aktiveres og følelser, tanker, kropslige fornemmelser og handlinger bliver primitive og automatiske.
Automatiske tanker
Automatiske tanker, som faglige krav får op i dig er, "jeg er for dum", "det klarer jeg aldrig", "nu bliver jeg afsløret som den faglige svindler jeg er", "find en anden", "det bliver en fiasko, "det er jeg ikke god nok til", "jeg er uværdig til den opgave". Når du alligevel klarer dig med glans tænker du, "det var det rene held", "det har jeg ikke fortjent", "bare de ikke opdager, hvor lidt jeg kan".
Følelser
Krav fremkalder umiddelbart præstationsangst, men kronisk er du præget af tendens til depression, melankoli og angstfuld tristhed.
Kropslige reaktioner
Kropslige reaktioner, som faglige krav fremkalder i dig: Akut primært uro og tanketomhed (du blokerer, den berømte klap til eksamen) og mindst én af "de fire" angstreaktioner: Mundtørhed, hjertebanken, sveden eller rysten og én eller flere af "de andre": I halsen klump, synkebesvær, eller kvælningsfornemmelse, i brystet åndedrætsbesvær, stik eller trykken, i maven kvalme, uro, sug, tisse - og afføringstrang, i hele kroppen kuldegysninger, hedeture, dødhedfornemmelse eller snurren, mentalt usikkerheds- eller besvimelsesfornemmelse og uvirkelighed, kronisk mathed i kroppen og kraftesløshed. I kønnet er reaktionerne impotens og tørhed. Mentalt er reaktionen ingen lyst.
Adfærd
Adfærd, som faglige krav fremkalder i dig. Der er tre styret af hver sin leveregel:
- Selfmade mandens (leveregel, "jeg skal bevise, at jeg kan"). Du 'overkompenser' = overdøver skemaet og presser dig selv til succes trods frygt for fiasko. Du forbereder dig til mindste detalje og kan meget mere end nødvendigt. Måske lider du af svindlersyndromet, klaret dig godt her i livet, men frygter at blive afsløret som en uduelig svindler. Seksuelt præsterer du og er optaget af den andens nydelse, men præstationsangsten kan ødelægge alt.
- Klovnens (leveregel, "jeg opfører mig som en klovn, det er nemmest"). Du 'overgiver' dig til skemaet og fjoller og undskylder og intet lykkes for dig. Du ydmyger dig selv, falder på halen, siger noget vås til eksamen, taber dit projekt, fornærmer din chef o.s.v.. Seksuelt handler du usikkert og fjollet.
- Undvigeren (leveregel, "jeg flygter, før jeg bliver gjort til grin"). Du er utilknyttet og 'beskytter' dig ved at være undvigende, ikke bruge dine nye færdigheder, ikke tage nye opfordringer op, rejse når du er ved at få succes, udsætte tingene til det er for sent og er fuld af udflugter. Dit sexliv er sporadisk og flygtig.
Behandlingens mål
Det er, at du kommer til at værdsætte din faglige kunnen og dine præstationer, så du selv tager æren for din succes. Meditation i fuld opmærksomhed kan hjælpe dig til at sætte spørgsmålstegn ved din indre dialog, hvor du nedgør dig selv. Du bliver bedre til at vurdere dine faglige talenter og acceptere dine fortjenester som dine egne.
Behandling
Klik på 'fiasko' i højre øvre hjørne af siden - klik på 'behandling, del I'
|